Analyse af ordvalg i Villy Sørensens "Blot en drengestrenger"

5 citater fra Villy Sørensens "Blot en drengestreg"-  samt analyse af hans valg af ord på baggrund af disse citater:

"To drenge der var brødre, fordi de havde samme forældre, havde desuden en onkel til fælles, der en skønne dag fik fjærnet et ben."

"Onkel havde en dag revet hul på sin storetå, og gennem hullet var der krøbet op i hans ben"

"Disse løjerlige dyr krøb op igennem benet ad en rød stribe, og det gjaldt om at save benet af før de nåede ind i kroppen for så ville onkel dø"

"Han hoppede rundt på et enkelt ben, og sagde ooh!,  men shan vred sit endnu lille ansigt, der aldrig skulle blive større"

"-Vil du da gerne dø?
-Ja, sagde den lille dreng der lige så lidt, som alle andre havde prøvet at dø og derfor ikke anså for særlig vigtig."

Der er, som også vist i disse citater fra novellen, i teksten "Blot en Drengestreg" af Villy Sørensen at sproget er meget konkret, da der f.eks. er mange synonymer af bakterier, der skrives i teksten både   "disse løjerlige dyr", "bakciller", "baciller" og "batterier"om bakterier. De såkaldte selvopfundede ord. Denne usikkerhed omkring et simpel ord som bakterie, skyldes at hele teksten er fortalt fra en barnlig synsvinkel. Det konkrete ordvalg i teksten er i stor grad også med til at give en meget barnlig synvinkel. Disse rækker synonymer for bakterie skaber, også en ækvivalenskæde.
Kronolekten i teksten er meget ligeså meget barnlig, som vises ved f.eks. denne sætning"To drenge der var brødre, frodi de havde samme forældre". Denne indskudte sætning viser den barnlige tone. For forholdsvis voksne synes at to brødre har samme forældre som en selvfølge, men det viser med det samme læseren den barnlige vinkel, som påvirker kronolekten i teksten.
Der er også generell ved brug af ordvalg skabt denne lette stemning, som da man var barn, hvor døden ikke ansås for særlig vigtig, og man havde en mere ligefrem logik. Dette vises også med udråbsord "ooh", da den lille dreng slår hul i sin tå. Dette udråbsord giver også en lidt eventyragtig effekt over teksten, som igen skaber det barnlige univers.


Generelt er ordvalget i teksten med til at skabe dette fine, barnlige og lidt eventyragtige univers, som minder en om da man som barn fik læst historier af sine egne forældre.

Efterligning af "Faldet"

Jeg kan godt se det nu, at det ikke var skide smart, men det var de glade 80'ere, jeg var ung, frisk og træt den sociale arv som jeg som 18-årig vidste, ville ramme mig hårdt og for evigt. Det var The American Dream på dansk. Albanien var ingen drøm, men et dikteret mareridt.

 Jeg ved at du tror du har hørt denne historie før, men jeg må stolt erkende, at det har været en løgnehistorie. Jeg har aldrig boet på børnehjem, min mor lever stadig, og arret på min læg stammer fra da jeg som barn faldt ned fra et træ. Jeg ville bare gøre mig selv mere interessant dengang, men nu er det ikke så vigtigt, for du har opdaget at jeg er ligesom andre. Ligeså identisk med resten af befolkningen. Vi, realiteten i befolkning. Det jeg mener med denne påstand er at vores samtid ikke er de glade 80'ere, men en tid med stress som hverdagskost og finanskriser til højre og venstre. Vi er en broget masse.

 

Inden jeg kendte dig, da jeg lige var kommet til landet, var jeg så glad og med på det værste. Jeg har i mange år fortalt at jeg tog til Danmark for at få en uddannelse, men se på mig jeg er kontanthjælpsmodtager i provinsen. En nasser af staten, men jeg er meget tilfreds for min tilværelse. Jeg har mine rutiner, livet er godt og jeg mangler sgu ikke noget skal jeg sige dig!

 Jeg vil hellere bestemme over mit eget liv, end have en vred chef og sidde bag en computer bare for at tjene et par skilling mere til sparegrisen. Nej! Jeg fastholder min frihed. Penge er ikke lykke for mig!

Nu vil jeg fortælle dig sandheden. Jeg kom til Danmark, fordi jeg ville have noget fisse! Jeg ville have en uafhængig tøs, som eksplicit viste sin rådighed.  Jeg søgte den henslængte pelsfrakke på stumtjeneren i et værthus, hvor røget lå tungt i luften. Jeg søgte den liderlige tøs. Jeg er ikke bange for at sige det, og jeg har opnået det.  Jeg har levet livet!

 Du siger at du ikke bebrejder mig alle mine eskapader. Nej mange tak for gestussen! Hvorfor skulle du også det?

 

Analyse af Clamnces aforismer, og hans person på baggrund af disse tanker

Vores hovedkarakter elsker aforismer:

Men hvad mener han med følgende aforistiske vendinger og hvad siger de om ham?

a) Jeg ved godt, at ens smag for fint linned ikke er ensbetydende med, at man har rene fødder. Stil såvel som poplin skjuler alt for ofte udslæt
Selvom du gerne vil være fint på den og gå i fine glæder (poplin), betyder det ikke at man har en god sjæl. Clamence siger at et flot  ydre skjuler rådenskab indvendigt.
Citatet fortæller at Clarence, er kritisk og ikke  tager hvad som helst for gode varer.
På trods af at folk er fine på den og har mange penge, skal man ikke tro at de er hverken er gode mennesker eller noget særligt af den grund, men ofte gemmer på nogle mere negative og mørke sider.

 b) (Om den nærmeste familie) ”De sidder inde med det ord, der skal til, et ord, som snarere er en kugle, de telefonerer på samme måde, som man skyder en riffel af.”
Clarence mener med det citat, at  den nærmeste familie er dem som kan gøre en mest ondt, og ramme en hårdest.
Clarence er ud fra denne aforisme en person, som er negativ, da han f.eks. ikke beskriver hvor godt et fællesskab en familie har.
Det kunne muligvis have noget af gøre med at han evt. selv har haft et dårligt forhold til sin nære familie.

 c) Hvor vi dog beundrer de af vores mestre, som ikke taler mere, fordi de har munde fuld af jord”Jeg tror umiddelbart, at denne aforisme betyder at Clamence undrer og, på samme tid, konstaterer, at folk beundrer mestre, som ikke længere kan gøre nytte af deres talenter og tanker fordi de er begravet nede i jorden og derfor har "munde fulde af jord"´. Clamnce undrer sig over at vi stadig aktivt gør brug af f.eks. tekster af døde kunstere, da de jo er døde, og ikke længere kan ydre sine tanker. Han undrer sig altså  over at dødes tanker og perspektiver i livet, kan have betydning for nutiden.
Det siger igen at Clamence er kritisk over for tidens strømninger, tanker og normer. Han tager stilling til ting, som i andres øjne er noget banalt og bare sådan tingene er.
Han er derfor meget bevidst om sin tid og de værdier, som den bygger på.
Samtidig håner han  beundringen til mestrerne, fordi de er jo døde. Hvorfor er de så så vigtige? Han lever i livet , er han ikke mere vigtig?

Min selvvalgte aforisme fra Camus' "Faldet"

Vocaroo Voice Message

Dette citat er fra Abert Camus' bog "Faldet", og kan findes på side 65 nederst på siden (: