Vores hovedkarakter elsker aforismer:
Men hvad mener han med følgende aforistiske vendinger og hvad siger de om ham?
a) Jeg ved godt, at ens smag for fint linned ikke er ensbetydende med, at man har rene fødder. Stil såvel som poplin skjuler alt for ofte udslæt
Selvom du gerne vil være fint på den og gå i fine glæder (poplin), betyder det ikke at man har en god sjæl. Clamence siger at et flot ydre skjuler rådenskab indvendigt.
Citatet fortæller at Clarence, er kritisk og ikke tager hvad som helst for gode varer.
På trods af at folk er fine på den og har mange penge, skal man ikke tro at de er hverken er gode mennesker eller noget særligt af den grund, men ofte gemmer på nogle mere negative og mørke sider.
b) (Om den nærmeste familie) ”De sidder inde med det ord, der skal til, et ord, som snarere er en kugle, de telefonerer på samme måde, som man skyder en riffel af.”
Clarence mener med det citat, at den nærmeste familie er dem som kan gøre en mest ondt, og ramme en hårdest.
Clarence er ud fra denne aforisme en person, som er negativ, da han f.eks. ikke beskriver hvor godt et fællesskab en familie har.
Det kunne muligvis have noget af gøre med at han evt. selv har haft et dårligt forhold til sin nære familie.
c) Hvor vi dog beundrer de af vores mestre, som ikke taler mere, fordi de har munde fuld af jord”Jeg tror umiddelbart, at denne aforisme betyder at Clamence undrer og, på samme tid, konstaterer, at folk beundrer mestre, som ikke længere kan gøre nytte af deres talenter og tanker fordi de er begravet nede i jorden og derfor har "munde fulde af jord"´. Clamnce undrer sig over at vi stadig aktivt gør brug af f.eks. tekster af døde kunstere, da de jo er døde, og ikke længere kan ydre sine tanker. Han undrer sig altså over at dødes tanker og perspektiver i livet, kan have betydning for nutiden.
Det siger igen at Clamence er kritisk over for tidens strømninger, tanker og normer. Han tager stilling til ting, som i andres øjne er noget banalt og bare sådan tingene er.
Han er derfor meget bevidst om sin tid og de værdier, som den bygger på.
Samtidig håner han beundringen til mestrerne, fordi de er jo døde. Hvorfor er de så så vigtige? Han lever i livet , er han ikke mere vigtig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar